Sancthansnatten
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
Følger os et Ord, som binder
I vor Krands af gamle Minder –
For vor Længsel, for vort Savn
Staar det som en stille Trøster,
Hviskende med kjendte Røster; –
Dette Ord er Hjemmets Navn.
Seent om Høst mod Sydens Sommer?
Men til næste Foraar dog
Atter den til Norden kommer.
Reden, hvor dens Moder sang,
Kan den aldrig mer forglemme;
Didhen af en lønlig Trang
Drives den: der har den hjemme.
HIS: 366
Færdes Du paa fremmed Strand, –Fly’r din Længsel over Havet
Mod det kjære gamle Land,
Fjernt bag Bølgerne begravet.
HU: 20
Didhen, hvor din Vugge stod,
Vandrer Du i vaagne Drømme,
For en Drik af Fjeldets Strømme.
Sidder Du en Vinterkveld
Stirrende i Ovnens Flammer; –
Stævner ikke Tankens Flugt
Mod den gamle Ammestue,
Hvor Du engang fromt og smukt
Sad som Barn ved Arnens Lue?
Og din Barndoms Eventyr
Og de gamle Melodier,
Som i Livets Larm og Styr
Under Glemselskaaben tier, –
See, de stige atter frem,
Medens dine Tanker drage
Til det stille Moderhjem.
HIS: 367
Hjemmets Magt, som i vor BarmTrofast følger os til Graven,
Raader ogsaa stærk og varm
Som en Sol i Kunstnerhaven.
Skal en Blomme trives der,
Hjemlig Jordbund maa den favne;
Ellers vil sit Farveskjær –
Blommens bedste Pryd – den savne.
Og hvor er ei Hjemmet rigt?
Som en Hæk med Roser røde,
HU: 21
Som et fromt og deiligt Digt
Bølger Livet os imøde.
Er ei Folkets stille Færd
Høit i Li og dybt i Dale
Billeder, som vel er værd,
At en Kunstnerhaand dem male?
Sydens Slette pranger vel
Men paa Nordens stolte Fjeld
Er ei deres Hvælving lun,
Har den ikke Duft og Skygge?
Hvi skal Kunsten sit Paulun
Blot i Sydens Lund da bygge?
HIS: 368
Sæterjentens klare LurKlinger i de grønne Lier;
Vaarliglet er Jentens Bryst,
Huldrens Barm har Længsler stærke –
Denne Kval og denne Lyst
Og blir Barmen os for trang,
Kan den ei sin Fylde gjemme, –
Maa vi lette den i Sang;
Fryd og Vemodssuk faa Stemme.
Da vi søge Kunstens Hjem;
Kræve kan sit Liv fortolket
Og forklaret stillet frem.
HU: 22
BERG, forhenværende Gaardeier, hendes afdøde Mands Fader
P. N
Første Scene
Fru Bergs Have, der i Baggrunden adskilles fra Landeveien ved et Stakit med en Port. – Paa høire Side Hovedbygningen, der er opført i en smuk moderne Stiil, til Venstre længere mod Baggrunden et gammeldags 
Bjælkehuus; Anna staaer i Baggrunden beskjæftiget med at fæste Bjerkekviste over Døren til det gamle Huus. – Strax efter Fruen og Juliane.
Bjælkehuus; Anna staaer i Baggrunden beskjæftiget med at fæste Bjerkekviste over Døren til det gamle Huus. – Strax efter Fruen og Juliane.
ANNA
nynnende idet hun vedbliver med sit Arbeide
FRUEN
kommer ud paa Trappen
Anna, Anna!
ANNA
vender sig et Øieblik om og fortsætter derpaa sit Arbeide idet hun synger
FRUEN
Men saa svar dog; hvad er det Du der tager Dig fore?
HIS: 368
ANNA
peger taus paa Bjerkekvistene over Døren og vedbliver derpaa
«Og Spurven den graa er mit Sødskendebarn,
Og Farbroer er Haren den hvide – –»
FRUEN
Anna! nu siger jeg Dig alvorligt at Du skal holde op med de Narrestreger! Glemmer Du da reent at de Fremmede snart maa være her, eller – kanskee Du slet ikke agter at klæde Dig om?
ANNA
vender sig om
Nei! (vedbliver sit Arbeide)
FRUEN
Naa – Du vil altsaa vise Dig i den Dragt Du der gaaer i?
FRUEN
Men hvad vil Du da?
HIS: 369
ANNA
Ingenting.
FRUEN
stiger ned af Trappen
Anna! nu raader jeg Dig til at Du øieblikkelig – –
Anna fortsætter nynnende sit Arbeide.
JULIANE
kommer fra Venstre med Blomster
Men, Moder! tal dog ikke saa haardt til hende – Du veed jo det kan ikke hjælpe. –
Ja hvad skal jeg gjøre? Varer det saaledes ved, – saa vil hun tilsidst blive reent forrykt. –
JULIANE
Du veed jo hvoraf det kommer; men naar Du blot er venlig mod hende saa – –
FRUEN
venligt til Anna
Hør Anna, lad mig nu see Du er føielig mod Din Moder; gaae nu ind og tag et andet Forklæde paa – Du kan ikke vise Dig i det der! – –
FRUEN
Stakkels Barn det gjør mig igrunden ondt for hende. –
HIS: 370
JULIANE
Det er den Gamles tossede Snak som er Skyld i det hele. – derinde sidder jo det gamle Menneske hver evige Aften og fortæller hende Eventyr saa at hun tilsidst troer at see Alfer og Nisser og Hougfolk ved høilys Dag, – hvis han endda forstod at gjøre det saadan – poetisk, saa fik det gaae. –
FRUEN
Og saa det gamle Skjærerede derover
Bjælkestuen paa Livstid, havde ikke den Omstændighed været iveien saa skulde jeg have ladet det rive ned for længe siden. –
1.utg: 9
(peger mod Bjælkehuset) som han ikke paa nogen Viis vil give Slip paa; Gud veed hvad det var for et Indfald af min salig Mand at sikkre ham Bjælkestuen paa Livstid, havde ikke den Omstændighed været iveien saa skulde jeg have ladet det rive ned for længe siden. –
JULIANE
Ja, men Moder! det vilde dog været Synd; den gamle Bjælkestue minder mig saa levende om Præstede svenske Romaner, der findes ogsaa gjerne en eller anden Nisse, som gaaer igjen et idealsk Navn, som Thekla eller Linda eller noget Sligt – uf det er kjedeligt at jeg skal hede Juliane, det er saa almindeligt – – saa – –
HU: 25
gaardene i de svenske Romaner, der findes ogsaa gjerne en eller anden Nisse, som gaaer igjen 1.utg: 10
fra gamle Dage og en smuk ung Pige med et idealsk Navn, som Thekla eller Linda eller noget Sligt – uf det er kjedeligt at jeg skal hede Juliane, det er saa almindeligt – – saa – –
FRUEN
Naa naa, – kom nu ikke med de Nykker igjen; – Du er smuk, og hvad der er det vigtigste, Du er riig; – gaae nu ind for at see efter om Alt er i Orden. –
JULIANE
Og for at pynte mig.
JULIANE
Nei vær kun rolig. – (gaaer)
FRUEN
for sig selv
Riig? Ja, Folk troe det ialfald, men; – – naa, saa galt fat er det dog igrunden ikke endnu, – og er først Forlovelsen offentliggjort saa følger Brylluppet snart efter, saa er han min Svigersøn og jeg har ikke mere at frygte; – – men alligevel? Om Papirerne virkelig vare til endnu! og umuligt er det ikke – ja, vidste jeg det blot med Sikkerhed, – der er kun eet Sted hvor de kunne være at søge –
Skramleriet – – jeg maa have Vished i Sagen, før bliver jeg ikke rolig. –
(gaaer ind i Huset)
1.utg: 12
i Ravnereden derinde – og der sætter jo Ingen sin Fod undtagen den Gamle og Anna – han gaaer jo alt i Barndommen, det kan ikke vare længe med ham, og saa lader jeg rydde op i
Skramleriet – – jeg maa have Vished i Sagen, før bliver jeg ikke rolig. –Anna er under Fruens Replik gaaen tvers over Scenen til Venstre.
Anden Scene
BERG
aabner Døren til Bjælkehuset og kalder
Berg. Anna (fra Venstre med en Skaal i Forklædet).
ANNA
Her er jeg Bedstefader! her er jeg!
BERG
Naa, kommer Du endelig?
ANNA
Har Du ventet paa mig? Jeg var i Haven, – kom nu og sæt Dig her i Solskinnet, det har Du godt af, –
(leder ham hen til en Bænk paa venstre Side i Forgrunden)
ANNA
afsides
Herregud, Pasop er jo død, for et Aar siden, det har han ogsaa glemt. – (afbrydende) Hør nu, Bedstefader! kan Du gjætte hvad jeg har her.
Hun sætter sig ved hans Fødder.
BERG
Der, nei jeg kan ikke – –
HIS: 373
ANNA
Ja, saa gab da. (stikker ham et Jordbær i Munden)
ANNA
Javist er jeg, – men hvad var det saa Du vilde – –
BERG
Ja, lad mig see – hvad var det nu? – Jo nu mindes jeg, jeg vil vide hvad der foregaaer derover, – de sætte Huset paa Ende – de skrige og larme som –
ANNA
Og Du veed ikke hvad det gjælder?
BERG
Nei, jeg har ikke hørt Noget, har Du?
BERG
Jørgen? See, see, det er jo Studenten.
ANNA
Og saa er der en Anden i Følge med ham –
BERG
Saa, hvad er han for Noget?
HIS: 374
ANNA
Han er forlovet med Juliane – men det er der nu Ingen som veed – –
BERG
Ja ja – Bedstefader! jeg veed hvad Du vil sige, – men Du glemmer reent Jordbærrene; kom, lad mig made Dig ligesom jeg gjorde med Dueungerne i gamle Dage.
BERG
Ja, det var før Din Stedmoder lod dem slagte – –
ANNA
Ja seer Du, det var nu nødvendigt – for de gik der og pillede Kornet op paa Agerne, de smaa tyvagtige opvoxne sammen. –
1.utg: 18
Tingester. (tørrer Øinene) – Men forresten kan Du jo ikke undre Dig over at de derinde – at Moder og Juliane ere anderledes mod Dig end jeg, – de ere jo mere fremmede her – medens vi to ere fødte og opvoxne sammen. –
BERG
Vi to, – aa ja ja – Du kan have Ret –
HIS: 375
ANNA
Ja er det kanskee ikke sandt? Har Du ikke fra jeg var ganske lille fortalt mig alt hvad Du har oplevet her – om salig Bedstemoder, og min egen Moder og det Herlighed Du har fortalt om, og naar saa de Andre derover ikke kan forstaae mig, og tale haardt til mig, saa – – (kaster sig om hans Hals) Bedstefader, Bedstefader jeg har Ingen i Verden uden Dig –
1.utg: 19
vi ellers havde kjært; og det som Du saaledes har fortalt mig, seer Du, det synes det mig som om jeg selv har oplevet, og saa de gamle Viser og Eventyr! Mangengang er det mig som om jeg selv havde været med, som om jeg selv havde siddet inde i Bjerget og seet og hørt paa al den Herlighed Du har fortalt om, og naar saa de Andre derover ikke kan forstaae mig, og tale haardt til mig, saa – – (kaster sig om hans Hals) Bedstefader, Bedstefader jeg har Ingen i Verden uden Dig –
BERG
1.utg: 20
Siig ikke det Barn! saalænge den gamle Bjælkestue staaer, saa er ikke al Velsignelsen vegen ifra Gaarden her – derinde har Din fromme Moder sunget Dig i Søvn indtil hun selv sov ind, der levede Din Fader tilfreds og glad indtil vi fik den nye Frue paa Gaarden, men saa var alting for smaat og for simpelt, saa skulde det nye Huus bygges op med HU: 28
prægtige Stuer og høie Sale, saa døde Din Fader og snart var der ingen Anden tilbage i Bjælkestuen end Du og jeg. –
BERG
ANNA
Juliane mener Du?
HIS: 376
BERG
Javist, Jomfruen, –
ANNA
Nei men Juliane skal ikke boe her Bedstefader!
BERG
Hva – hvad siger Du?
ANNA
Jeg siger at – –
BERG
Hvad kaldte Du den? Hvad kaldte Du Gaarden?
ANNA
Birkedal, Birkedal – ja ja – nu begynder jeg at mindes, – men hvoraf veed Du at den skal skjænkes bort? –
HIS: 377
ANNA
Det hørte jeg at hun derover – Moder mener jeg – talte om igaar – men Ingen maa vide det i Forveien, og – –
BERG
Det maa ikke skee – Anna – det maa ikke skee – –
Intet, Barn, Intet, – jeg begynder bare at mindes Noget som længe har været glemt – –
FRUEN
kalder inde i Huset
Anna, Anna!
ANNA
Men hvad er det, Bedstefader?
BERG
Intet, Intet, Barn! Gaae ind, jeg troer de kalde paa Dig – –
FRUEN
inde i Huset
Anna! saa skynd Dig dog!
HIS: 378
ANNA
Det vil jeg; men vær nu rolig saalænge!
BERG
Bryd Dig ikke om mig Anna! – Mit gamle Hoved, mit gamle Hoved, – hvor det er blevet svagt og glemsomt. –
Anna følger ham ind i Bjælkestuen, og gaaer derpaa henimod Hovedbygningen, hvor hun møder Fruen og Juliane paa Trappen.
Anna, Fruen, Juliane.
FRUEN
til Anna
Herregud hvor bliver Du dog af! Skynd Dig nu og gjør Theebordet istand, de komme alt ned ad Bakken!
Anna ordner Bordet i Forgrunden idet hun nynner en Folkevise.
JULIANE
retter paa sit Haar
See, Moder! – sidder det nu rigtigt?
FRUEN
Ja, vær Du ganske rolig.
FRUEN
Men Du er vist ogsaa altfor stærkt snøret, Barn!
HIS: 379
JULIANE
Uf nei, – det kommer naturligviis ikke deraf; en ung Pige maa jo altid være saadan benauet naar hun venter sin Kjæreste, især i Begyndelsen, – og Birk og jeg have jo kun sjelden seet hinanden; jeg reiste fra Christiania strax efter at vi bleve forlovede og her har han ikke været siden; – og saa den delicate Stilling jeg befinder mig i, – Ingen her paa
benauet naar hun venter sin Kjæreste, især i Begyndelsen, – og Birk og jeg have jo kun sjelden seet hinanden; jeg reiste fra Christiania strax efter at vi bleve forlovede og her har han ikke været siden; – og saa den delicate Stilling jeg befinder mig i, – Ingen her paa 1.utg: 28
Gaarden kjender til Forlovelsen, som først skal offentliggjøres imorgen – men sæt nu at Birk glemmer sig selv, at han HU: 30
løber hen og omfavner mig her lige ved Landeveien, saa er Hemmeligheden røbet, – og – –
FRUEN
Aa, det behøver Du slet ikke at frygte for, Du har jo paalagt ham at holde Sagen dulgt, og desuden er Birk ikke af dem som bruse op, han er ikke af de lidenskabelige Mennesker.
JULIANE
FRUEN
Men Juliane! hvad er nu det for Snak!
JULIANE
JULIANE
Ja ja – jeg seer nok at jeg maa lide og tie, det er jo ogsaa Kvindens Lod i Verden. – Gud, der ere de, – Moder, see dog! sidder min Kjole rigtigt –
Femte Scene
JULIANE
Johannes!
BIRK
Juliane, kjære Juliane!
Anna vil gaae ind i Huset, men ved Lyden af Birks Stemme standser hun og betragter ham ufravendt.
Birk og Juliane række hinanden Haanden.
BIRK
vedblivende
HIS: 381
JULIANE
Ja, javist
Birk hilser paa Fruen.
JØRGEN
Og da der er en Ven i Farvandet, som ikke er indviet i Hemmeligheden, saa – –
JULIANE og FRUEN
En Ven?
JØRGEN
BIRK
Aa nei, maadeholdent kan det vel ikke saa egentlig kaldes –
JØRGEN
Nei, seer Du – det er en Forening som virker for – for, – ja, det er ikke saa godt at forklare førend Selskabet har faaet sit Program istand.
HIS: 382
BIRK
Ja det er nok der det kniber!
JØRGEN
ANNA
som imidlertid har nærmet sig Birk, rækker ham Haanden
Jeg vil ogsaa sige Dem velkommen.
BIRK
overrasket
Aa jeg beer – –
FRUEN
Men Anna dog!
FRUEN
Min Steddatter. (hvidskende) Stakkels Barn, hun er ikke altid saa vel forvaret. (til Anna) Gaae hen og pas Dit Arbeide. –
HIS: 383
BIRK
hviskende
Ah saaledes! Ja ganske rigtig, nu erindrer jeg Juliane har fortalt om hende.
JØRGEN
Men hvor bliver dog Digteren af?
JULIANE
Digteren! Hvad? er han ogsaa Digter?
JULIANE
Saa?
JØRGEN
Rigtignok har han ikke offentliggjort Noget endnu, men Alle ere enige i at det vil blive noget Udmærket, naar det først kommer.
JULIANE
Nei, men det er dog interessant –
FRUEN
HIS: 384
JØRGEN
Det er fortræffeligt, for vi ere igrunden baade sultne og tørstige. –
De gaae Alle ind, Birk og Juliane gaae sidst Haand i Haand.
Sjette Scene
PAULSEN
kommer fra Baggrunden, standser ved Porten og seer efter Birk og Juliane
Hvad skal det sige? Allerede saa fortrolige, – Haand i Haand; ja, for Haand i Haand oprindelige rimeligviis og uden Reflexion, – men lad gaae – Oprindeligheden – det – det Primitive har jo ogsaa sin Berettigelse det er ialfald Nationalt – og – – Men hvis jeg nu kommer her og ved
mit mørke sønderrevne Væsen
1.utg: 37
gik de min Sjæl! (kommer frem) Det kan man kalde at introdu – at føre sig ind i en Fart. – Saavidt jeg veed har han aldrig været her i Huset før, – naa, det maa være nogle gemytlige Mennesker her paa Gaarden, – oprindelige rimeligviis og uden Reflexion, – men lad gaae – Oprindeligheden – det – det Primitive har jo ogsaa sin Berettigelse det er ialfald Nationalt – og – – Men hvis jeg nu kommer her og ved
mit mørke sønderrevne Væsen HU: 33
bringer en Misklang ind i dette stille huuslige Liv, og at det vil skee, det er jeg næsten vis 1.utg: 38
paa – –
PAULSEN
vedblivende
Det er maaskee bedst at jeg lister mig bort igjen medens det endnu er Tid; – men see der, en ung Pige og et opdækket Spisebord, – lister jeg mig bort, saa kommer jeg til at anrette
HIS: 385
Ulykke paa et andet Sted; thi jeg veed jeg kan ikke undgaa min Skjæbne, – altsaa det er afgjort – jeg bliver; – tys – hun synger – ah – jeg er vis paa det er den rene uforfalskede Klang fra Graneskoven. (lytter)
Men ingen af dem er min Mage,
Og derfor maa jeg sidde i Lyngen graa
Og sørge de lange Dage.»
PAULSEN
Ingen – Ingen er Deres Mage siger De? Saaledes gaaer det ogsaa mig. Aa Herregud, Jomfru! syng dog et Vers til, blot et eneste. –
ANNA
betragter ham med et halvt Smiil
Hm, nei, jeg vil ikke synge mere.
PAULSEN
ANNA
vender sig fra ham og vedbliver sit Arbeide
Gaae ind – gaae ind – der er de Andre.
PAULSEN
afsides
Atter et Væsen, som min Nærværelse har forstemt; – skal jeg gaae ind, eller, – jo, jeg troer jeg gjør det. – (retter paa sin Paaklædning) Hvis jeg var forfængelig, saa vilde jeg finde at det i min Stilling er ret interessant – saaledes at lade sig præsentere men interessant, – forbandet interessant – – man kan strax see at – Naa; der komme de nok!
forstemt; – skal jeg gaae ind, eller, – jo, jeg troer jeg gjør det. – (retter paa sin Paaklædning) Hvis jeg var forfængelig, saa vilde jeg finde at det i min Stilling er ret interessant – saaledes at lade sig præsentere HIS: 386
af sine Venner forinden man selv fremtræder. – Naar da Forventningen 1.utg: 41
er spændt og man træder ind, saa støder HU: 34
den ene til den anden og hvisker: Er det ham – er det ham? et aandrigt Ansigt! et skarpt Blik – noget melankolsk – men interessant, – forbandet interessant – – man kan strax see at – Naa; der komme de nok!Syvende Scene
De Forrige. Fruen. Juliane. Birk og Jørgen. –
JØRGEN
Ei! der er han jo! (Velkommen efter, Du!)
PAULSEN
FRUEN
Ih jo vist; De er os allerede bekjendt og – –
JULIANE
hviskende
Lad mig – lad mig. (til Paulsen) Og det fra en saadan Side at vi maa takke Dem dobbelt fordi De fulgte med.
PAULSEN
Aa, jeg beer – –
HIS: 387
FRUEN
Men vær nu saa gode at tage Plads.
PAULSEN
Takker, takker!
Det begynder at skumre.
BIRK
Nei, om Forladelse, her er Haven – –
PAULSEN
Ligemeget; med en Smule Fantasi kommer det ud paa eet; – her i den stolte vilde Natur; – skal jeg nogensinde finde min Oprindelighed igjen, saa maa det være her. –
BIRK
afs:
Hvad! ogsaa hun!
HIS: 388
JØRGEN
JULIANE
Men kan saa Nogen forstaa det?
PAULSEN
Jeg har længe glædet mig til denne Udflugt, – det vil da sige, forsaavidt jeg formaaer at glæde mig over Noget; aldrig har jeg tilbragt nogen Sancthansnat paa Landet før, og det er jo dog netop paa den Tid at det nationale, det – det primitive Liv kommer tilsyne befriet for alle Sancthanshaugen?
1.utg: 45
Baand; – ja, ikke sandt – min Ven, du har lovet at føre mig op paa Sancthanshaugen?
JØRGEN
Ja vær Du kun rolig; derop maa vi allesammen, vi skal more os til den lyse Morgen; for paa Sancthansnatten gaaer ingen tilsengs –
PAULSEN
Ikke tilsengs?
JØRGEN
Nei, det maa Du finde Dig i, det er en gammel national Skik.
HIS: 389
PAULSEN
JULIANE
afsides til Birk
Gud, hvor han er sød!
BIRK
ironisk
Ja, ikke sandt!
FRUEN
Saa De sværmer altsaa for Naturen; ja det gjorde saamæn min salig Mand ogsaa –
PAULSEN
Virkelig? Herr Berg var et poetisk Gemyt?
FRUEN
PAULSEN
Naa ja – – det kan jeg troe; (til Juliane) poetiske Dispositioner pleie jo være arvelige! Naar De forresten troer at jeg sværmer for Naturen saa forholder det sig ikke saa, forudsat at De ved Sværmeri forstaaer denne blinde Fortabelse i Gjenstandene – denne, – – jeg har engang sværmet, men det er forbi –
BIRK
hviskende
Ja, det var jo for hende med –
HIS: 390
PAULSEN
BIRK
Naturligviis om Dig selv; Du sagde – –
PAULSEN
Nissen stikker Hovedet frem i Loftslugen paa Bjælkehuset.
JULIANE
Ja ikke sandt? det samme siger jeg ogsaa.
BIRK
Aa Vrøvl!
PAULSEN
HIS: 391
JULIANE
Ja poetisk er det ialfald det veed Gud! –
PAULSEN
til Juliane
Ja, ikke sandt; De er enig med mig? Hvad vare vel Sagnene og Eventyrene naar ikke vi som – som have faaet et poetisk Øie forstode at lægge noget Betydningsfuldt – noget Philosophisk i dem, som – –
Han forsvinder.
PAULSEN og JULIANE
forskrækkede
Uf – hvad var det!
JØRGEN
Ha, ha, ha, ha! tag Dig i Agt, Paulsen!
BIRK
Hvem veed om det ikke var Nissen selv; den gamle Bjælkestue seer ud til alleslags!
HIS: 392
ANNA
der med Opmærksomhed har lyttet til Samtalen udbryder hæftigt
FRUEN
Anna, Anna dog – – hvad tænker Du paa – –
ANNA
Ingen maa spotte over den gamle Bjælkestue der – jeg vil det ikke –
(peger paa Paulsen) Jeg forstaaer ikke Alt hvad han der har sagt – men noget Godt kan det ikke være det føler jeg – –
BIRK
Men gode lille Anna – (reiser sig)
Der kan Ingen forstaae hvorledes jeg har det, – her skjønne de ikke at det de lee ad er mig mere værd end Alverdens Guld.
(gaaer ind i Huset)
BIRK
seer efter hende
Men hvad gik der dog af Pigebarnet!
PAULSEN
afsides
Atter har mine sælsomme Ideer gjort en Ulykke! – (til Fruen) Det skulde gjøre mig meget ondt, hvis – –
HIS: 393
FRUEN
BIRK
Nei vist ikke, Fru Berg!
JULIANE
Men hun er ikke altid saa rigtig – ja De forstaaer nok –
JØRGEN
Det er Bedstefaderens Eventyr som har gjort hende fortumlet i Hovedet; – men for at komme til noget Andet, – jeg syntes her blev talt om Punsch, – ialfald skulde jeg foreslaae at vi fik noget at styrke os paa inden vi gjæste Sancthanshougen –
Alle reise sig.
FRUEN
Men saa maa Du være os behjælpelig Jørgen; – Du forstaaer Dig dog vel paa Punschlavning?
JØRGEN
Ja, det skulde jeg mene!
Fruen og Jørgen gaae ind.
Og jeg vil imidlertid hente min Hat. – Farvel saalænge, Herr Paulsen! (i Forbigaaende til Birk) han har ikke den fjerneste Anelse om at vi ere forlovede. –
(gaaer ind)
PAULSEN
BIRK
for sig selv
«Her skjønner de ikke at det de lee ad er mig mere værd end Alverdens Guld» – Jo jo – jeg troer at jeg begynder at forstaae hende. –
PAULSEN
slaaer ham paa Skulderen
Birk! Du er min Ven!
PAULSEN
Jeg siger Du er min Ven!
BIRK
Ja, det veed jeg jo – –
PAULSEN
Jeg er saa lykkelig iaften; – Birk! lagde Du Mærke til det Øiekast Frøkenen sendte mig – –
HIS: 395
BIRK
Nei jeg lagde slet ikke Mærke til Frøkenens Øiekast.
PAULSEN
Jo, seer Du, da hun –
BIRK
Aa jeg gider ikke høre Noget –
Naa ja ja, – efter Behag; – forresten er det saamæn ikke venskabeligt af Dig at svare mig i den Tone naar Du seer at jeg en enkelt Gang, er bleven muntert stemt; Du veed hvorlidt der skal til for at gjøre mig mørk og bitter –
BIRK
PAULSEN
BIRK
Ja det er Dine Venners Forsømmelse. –
De Forrige. Jørgen (med to Punschglas).
PAULSEN
Du er en prægtig Fyr, Jørgen!
PAULSEN
for sig selv
Lad ham kun suurmule, jeg vil drikke; Punschen er et Foryngelsens Bad, hvori man kan drukne al sin Hugsturhed, – Hugsturhed! stur i Hug! det var et godt Udtryk, – det skal han saagu høre enten han vil eller ikke. (tager et Glas) Jeg maa see til at forsone ham. (høit) Hør Birk! skal ikke Du og jeg drikke Duus?
er et Foryngelsens Bad, hvori man kan drukne al sin Hugsturhed, – Hugsturhed! stur i Hug! det var et godt Udtryk, – det skal han saagu høre enten han vil eller ikke. (tager et Glas) Jeg maa see til at forsone ham. (høit) Hør Birk! skal ikke Du og jeg drikke Duus?
BIRK
Snak! Vi er jo Duus!
PAULSEN
Men alligevel; jeg tænkte dog – –
HIS: 397
PAULSEN
See – see! der render han sin Vei, – men hvad fattes ham dog? – Aa jeg Dumrian – – jeg ubetænksomme Menneske skulde jeg sagt, – jeg har stukket ham ud hos Frøkenen og det ærgrer han sig over, – det er Sagen; nu husker jeg det, – det lod virkelig som om han gjorde lidt Lykke før jeg kom, men saa var det forbi. – Han gik ind i Haven; – godt! jeg maa komme ham i Forkjøbet og tilbyde hende
(gaaer ind i Huset; paa Trappen møder han Anna for hvem han bukker dybt)
stukket ham ud hos Frøkenen og det ærgrer han sig over, – det er Sagen; nu husker jeg det, – det lod virkelig som om han gjorde lidt Lykke før jeg kom, men saa var det forbi. – Han gik ind i Haven; – godt! jeg maa komme ham i Forkjøbet og tilbyde hende 1.utg: 62
min Arm paa Spadseretouren. –Niende Scene
Anna (med Punschbolle og Glas, som hun sætter paa Bordet). Senere Nissen.
ANNA
Der foregaaer noget Besynderligt ved mig iaften; men hvad det er, – det veed jeg ikke; – saaledes har jeg aldrig været tilmode før. –
ANNA
Det er ligesom naar jeg længe har gaaet og grublet over en gammel Vise
(gaaer ind i Bjælkehuset)
1.utg: 63
og pludselig troer at erindre den, – men Bedstefader! – det er sandt, – jeg lovede jo at komme ind til ham saasnart jeg kunde – det havde jeg saanær glemt. –
HIS: 398
Tiende Scene
NISSEN
stiger ned og kommer frem; han er graaklædt med rød Hue paa Hovedet, – han børster Støvet af sine Klæder og trækker Skjortekraven iveiret
Da er det Fest for Nissen med,
Da skal Enhver i de lysgrønne Sale
Hængebjerkriset i Bondens Stue
Dufter saa deiligt i Kveldens Stille,
Pyntet staaer selv den fattigste Tue
Med Urter smaae og med Blomster vilde.
– Nissen er flittig det lange Aar;
Han færdes paa Loft og han færdes i Kjelder,
I Stalden er han fra Dagen hælder, –
Han maa jo vogte den gamle Gaard
;
–
Men Midsommerkveld er hans Fest, som sagt,
Da klæder han sig i sin Høitidsdragt,
Saa gjæster han Venner og Slægt og Frænder
Der boe i Haugen, hvor Baalet brænder;
Deroppe tumle sig Menneskets Børn,
Men faa kun veed at de Vætter smaa
I Hougen sidde og see derpaa.
(han tager et stort Lommeuhr frem)
(vil gaae men bemærker Punschbollen)
See der!
(dypper Fingeren i Punschen smager og spytter)
HIS: 399
Nei tvi! det er ikke for mig!Det er det som Menneskets Børn pleie drikke,
Da faa de med et saa klare Blikke,
Da snakke de høit om Venskab og Sligt,
De lee med hinanden og glemme Sorgen, –
Det vil da sige – til næste Morgen!
(betænker sig og siger fornøiet)
Men bi! der falder mig noget ind,
Ikveld jeg kunde dog lidt dem drille;
Saasnart det gjælder et Puds at spille. –
(gaaer ind i Haven og kommer strax tilbage med en lille Blomst i Haanden)
Men faa er kun de, som søge derefter,
Hans Blik for det ydre Skin er borte;
(presser Saften af Blomsten i Bollen)
Vil klares i Drømmens spillende Flammer,
Da føles med Sandhed den indre Magt –
Der raader i Sjælens forborgne Kammer; –
Men den som har Intet at grunde over,
Han vandrer i Blinde som ellers og – sover!
(bukker og forsvinder i Jorden)
Fruen, Jørgen, Paulsen og Juliane (fra Hovedbygningen). Anna (fra Bjælkestuen).
PAULSEN
JULIANE
Javist; De skal være min Ridder. –
JØRGEN
Men først et Glas Punsch.
Han tager selv det Glas som Birk haver ladet staa urørt, og fylder de Øvriges Glasse af Bollen.
FRUEN
Aa, hvor kan De nu troe – –
ANNA
Jeg tænker ikke mere paa det.
HIS: 401
JØRGEN
PAULSEN
Og Skaal for alle Sancthansnattens Aander!
Alle drikke undtagen Fruen.
PAULSEN
Hurra!
Stemmer fra Baggrunden hvoriblandt Nissen der stikker Hovedet frem og svinger med Huen
Hurra!
FRUEN og JULIANE
Ih, min Gud!
PAULSEN
Hvad var det!
JØRGEN
Aa, det er jo Bønderne som skraale paa Sancthanshaugen.
HIS: 402
JULIANE
Ja, det synes jeg saamæn ogsaa!
JØRGEN
Saa, – den er saagu lavet efter den gamle Forskrift, – men nu – fremad Marsch.
PAULSEN
meget livlig
JULIANE
Ha, ha, ha! velkommen efter!
Fruen og Jørgen, Juliane og Paulsen gaae ud i Baggrunden.
Tolvte Scene
Anna. Birk kommer fra Venstre.
BIRK
«Hver ta’er sin» – – næsten kunde jeg fristes til at sige: «velbekomme»! –
(gaaer hen og fylder et Glas)
ANNA
Skal De ikke være med de Andre –
Ah, er De der! – nei jeg skal ikke, – og De? det gaaer maaskee Dem som mig, De er tilovers?
ANNA
Ja, saa omtrent.
BIRK
Men hør, De er dog et forunderligt Barn; hvor kunde De blive saa vred paa den stakkels Paulsen fordi – – –
ANNA
Ja, tal ikke mere om det, – jeg burde vist ikke; – forresten var det ikke over Paulsen at jeg blev hæftig. –
BIRK
Ikke det? over hvem da?
BIRK
Over mig?
ANNA
Ja, just over Dem. At Paulsen og de Andre spottede over det som er mig kjært, og som jeg troer paa – det brød jeg mig ikke saa meget om, men at De kunde lee deraf – det – – jeg veed ikke hvoraf det kom, men jeg kunde ikke lide det.
HIS: 404
BIRK
Men kjære lille Anna.
ANNA
BIRK
Dertil behøves sandelig ikke saa strængt et Forbud, jeg indseer nok at det var overilet af mig; selv har jeg vel ingen Barndomsminder at frede om, men jeg forstaaer dog godt at vurdere Andres.
ANNA
Har De ingen Barndomsminder?
BIRK
Saagodtsom ingen; mit Liv har været forglemt, jeg var dengang kun en 9-10 Aar gammel, og faldt strax efter i en stærk Feber, Hjernebetændelse eller hvad det nu var – og da jeg stod op igjen kan jeg paa en vis Maade sige at jeg begyndte at leve forfra. – Men lad os ikke tale mere om det! – – jeg beder endnu engang tilgive – –
1.utg: 76
deelt i to Afsnit; hvad der ligger foran det Tidspunkt da jeg forlod mit Barndomshjem, har jeg saagodtsom ganske forglemt, jeg var dengang kun en 9-10 Aar gammel, og faldt strax efter i en stærk Feber, Hjernebetændelse eller hvad det nu var – og da jeg stod op igjen kan jeg paa en vis Maade sige at jeg begyndte at leve forfra. – Men lad os ikke tale mere om det! – – jeg beder endnu engang tilgive – –
ANNA
Jeg har jo alt tilgivet (fylder et Glas) og nu vil jeg drikke paa Forsoning med Dem ogsaa. –
HIS: 405
ANNA
Alle gamle Erindringers Skaal!
De drikke.
BIRK
efter en Pause
Ha det gjorde godt; (stedse mere og mere oprømt) Jeg er bleven som et nyt Menneske; hør, jeg har endnu noget at drikke med Dem paa!
ANNA
Hvad er det?
BIRK
Vi to kommer jo i Svogerskab og – –
I Svogerskab? Ja, det er sandt, det gjør vi jo ogsaa – men er det ikke forunderligt, den Ting husker jeg aldrig paa –
BIRK
ANNA
Ja – lad os drikke Duus da!
BIRK
O, men vil Du da allerede gaae!
ANNA
Jeg maa, Bedstefader venter paa mig.
BIRK
BIRK
Jo kjære lille Svigerinde; det kan det bestemt; iaften er jeg netop oplagt; jo Du maa troe mig eller ikke, men jeg skulde ikke have noget imod om Du tog mig ved Haanden og førte mig gjennem de stille duggede Dale, gjennem Mark og Skov og gjennemlevede med mig alle de Eventyr som Sancthansnatten gjemmer.
om Du tog mig ved Haanden og førte mig gjennem de stille duggede Dale, gjennem Mark og Skov og gjennemlevede med mig alle de Eventyr som Sancthansnatten gjemmer.
ANNA
Og det vilde Du gjerne?
HIS: 407
ANNA
Saa kan det ogsaa skee, dersom – –
BIRK
Nei virkelig!
ANNA
Dersom Du gaaer med det rette Sind til Hougen deroppe.
BIRK
Saa, – og det er Du vis paa, – har Du kanske selv – –
ANNA
Sagnet siger det.
ANNA
Men det maa være efter Klokken tolv.
BIRK
Naturligviis; det vilde jo være uhøfligt at uleilige Hougfolket med Visiter før Midnat. – Men Du følger dog vel med?
ANNA
træder nærmere og betragter ham opmærksomt
Er det da ogsaa virkelig Dit Alvor.
HIS: 408
BIRK
Ikke i Dit Selskab!
ANNA
Godt, – saa skal jeg komme!
BIRK
Hvad – hvorledes mener Du?
ANNA
Jeg skal komme; – Godaften saalænge!
(gaaer ind i Bjælkehuset)
BIRK
Hvad nu? – hvad betyder det? – Jeg skal komme, sagde hun, og det i en Tone, som om det var hendes Forlovet! det Ord klinger iaften næsten modbydeligt. – De faa Øieblikke jeg har opholdt mig her har ladet mig see dybere ind i Julianes Charakteer end alle hendes Breve; og hvad er hun vel igrunden? – En Kokette, svulstig, forskruet; – vi skulde spille dræbe Tiden paa, og saa Heisa! Hurra! det gaaer jo lystigt! – O min Gud!
(læner Hovedet mod et Træ og falder i Søvn. – Bønder og Piger med en Spillemand i Spidsen gaae syngende over Scenen i Baggrunden)
1.utg: 84
ramme Alvor. Er hun da virkelig lidt forrykt som Juliane siger? Nei, nei, – det er ikke muligt; og dog var hendes Væsen saa forunderligt, – var jeg indbildsk, saa kunde jeg fristes til at troe, at hun – – men har jeg ikke ogsaa baaret mig uforsigtigt ad, – jeg er jo forlovet; – – Forlovet! det Ord klinger iaften næsten modbydeligt. – De faa Øieblikke jeg har opholdt mig her har ladet mig see dybere ind i Julianes Charakteer end alle hendes Breve; og hvad er hun vel igrunden? – En Kokette, svulstig, forskruet; – vi skulde spille 1.utg: 85
Uforlovede indtil Offentliggjørelsen, – jo – den Rolle forstaaer hun rigtignok, det maa jeg tilstaa – men jeg da? (hæftigt) Ja hvad er det egentlig der fattes mig! – Er det Punschen, som stiger mig til Hovedet? Jeg skulde næsten troe det. – Nu vel, – naar galt skal være saa lad det være tilgavns. – (han skyller et Par Glas ned) See saa nu vil jeg sætte mig her. – (sætter sig paa en Bænk i Forgrunden til Høire) Og kommer hun end ikke, som hun lovede – hun, den Lille – og hjælper mig at sværme Natten bort i vaagne 1.utg: 86
Drømme, – saa vil jeg ialfald drømme i Søvne, det er jo ogsaa en Maade at dræbe Tiden paa, og saa HIS: 409
har vi Morgendagen med Forlovelsesgilde og Gratulationer – HU: 47
– Heisa! Hurra! det gaaer jo lystigt! – O min Gud!Til Sancthanshaugen vi drage,
Vi maa os skynde thi vi veed, forbi
Men hjemad Par for Par vi drage skal –
Aldrig for trang
Eller for lang
Vor Vei vi da ville finde –
Trettende Scene
Fruen og Jørgen (komme fra Baggrunden).
JØRGEN
Ja i Phantasien kan det være behageligt nok at sværme Natten hen paa Sancthanshougen, men i Virkeligheden vil jeg saagu heller tilbringe den i Sengen.
FRUEN
De gaae ind i Huset.
HIS: 410
Fjortende SceneJuliane (kommer efter en Pause hurtigt ind fra Baggrunden). Paulsen (følger efter).
JULIANE
Nei nei, jeg siger Dem det ligeud, – jeg tør ved Gud ikke gaae et Skridt længere med Dem naar De taler saa vildt.
PAULSEN
Vildt? Ja det er min Natur at være vild – jeg kan ikke hjælpe for det. –
HIS: 411
PAULSEN
Kort og godt; det skal jeg, jeg vil ialfald forsøge derpaa. – Men besvar mig først et Spørgsmaal; hvad Indtryk har jeg gjort paa Dem?
JULIANE
Ih, men Herr Paulsen! hvem siger da at De har gjort noget Indtryk paa mig?
PAULSEN
JULIANE
Nei hvor kan De nu troe, – – De er bestemt et meget skikkeligt Menneske –
PAULSEN
JULIANE
Ja, bliver De ved i den Tone saa maa jeg rigtignok tilstaae – –
PAULSEN
Kan De see, – kan De bare see, jeg havde Ret, – ogsaa De gyser en Aand – – –
HIS: 412
tilbage for mig, og det er jo saa naturligt – De kjender ikke min Sjæls Levnetsløb, og derfor dømmer De efter det ydre Skin – Der gaaer en Aand – – –
JULIANE
forskrækket
Uf da! – hvor?
JULIANE
De gjør mig ganske bange!
PAULSEN
Lad mig kun vedblive. – Der gaaer en Aand
herunter – ikke sandt, – saaledes tænker De?
HU: 49
tilgrunde, tænker De ved Dem selv, – en Aand der har brudt med Samfundet, der har sat sig ud over de sædvanlige Forholde for det har jeg gjort – der kjæmper for en Idee, som Ingen forstaaer, og som derfor maa
herunter – ikke sandt, – saaledes tænker De?
JULIANE
Nei jeg forsikkrer –
Men det forholder sig ikke saa; De skal erfare Alt, thi – ja jeg maa tilstaae Dem det, – i Dem troer jeg at have fundet en Sjæl, hvori jeg kan nedlægge min Hemmelighed.
JULIANE
En Hemmelighed! Ja kom kun med den.
HIS: 413
PAULSEN
Nu vel, jeg er ikke den jeg synes at være.
JULIANE
Gudbevares! hvem er De da?
PAULSEN
JULIANE
Men, Herr Paulsen. (afsides) Gud, hvor mit Hjerte banker!
PAULSEN
Et Ideal!
JULIANE
Smigrer!
PAULSEN
Eller rettere, jeg har elsket hende.
JULIANE
Saa!
JULIANE
Død!
HIS: 414
PAULSEN
Død for mig – nu veed De det.
JULIANE
Men om hvem taler De da?
PAULSEN
Jeg skal søge at forklare mig
tydeligere. Seer De; der var en Tid da jeg endnu var et Barn –
JULIANE
Ja det er begribeligt nok, men –
PAULSEN
Og et opvakt Barn, efter hvad man har sagt mig. Jeg opvoxte under lutter nationale Paavirkninger, – for
1.utg: 97
min Fader var Landhandler skal jeg sige Dem. De kan derfor let begribe hvorledes der i mit Bryst dannede sig en Sangbund, som gav Gjenklang af de folkelige Stemninger, jeg havde modtaget i min BarnHU: 50
dom. Men saa begyndte mit Livs Conflicter; jeg kom til Christiania, blev Student og begyndte ligesom de Andre at lægge mig efter Æsthetik, og Kritik og hvad alt det unationale Kram heder. Gud veed hvad der var blevet af mig hvis jeg ikke havde faaet Øinene op itide. Paulsen, sagde jeg til mig selv, dersom du holder saadan ved, saa giver du det nationale Jeg et HIS: 415
Ulivssaar; du maa bryde overtvært! – Naa, det gjorde jeg da ogsaa, jeg sagde Byen og Æsthetiken og Kunsten Farvel og tog en Fodtur til Drammen. Saaledes fandt jeg min Oprindelighed igjen og jeg forelskede mig –
JULIANE
I Drammen?
PAULSEN
PAULSEN
Nei nei – jeg siger Dem – ingen Budeie! Det var Huldren!
JULIANE
Hvad! Huldren?
PAULSEN
JULIANE
Sommetider i C Dur ogsaa –
HIS: 416
PAULSEN
Ganske sandt – sommetider; – men det er nu sjeldnere. – Dog, som sagt, jeg elskede hende, jeg var lykkelig ved denne Kjærlighed, jeg læste vore Digtere og fandt hos Dem stedse ny Næring for min nationale
Lidenskab; da fik jeg een Dag fat paa en Samling af Folkeeventyr, – o, det Umenneske, der har skrevet den Bog! han har røvet mig min Sindsro –
en Samling af Folkeeventyr, – o, det Umenneske, der har skrevet den Bog! han har røvet mig min Sindsro –
PAULSEN
Jeg læste den, – og veed De hvad jeg opdagede?
JULIANE
Nei tilforladelig –
Nu vel, det maa herud; – det vil oprive mit Saar paany, men ligemeget, – det maa herud; jeg opdagede at Huldren havde – havde – – Hale!
JULIANE
Men fy! hvad siger De?
PAULSEN
Jeg kan ikke beskrive Dem
1.utg: 101
Ja vil De bare tænke Dem, – – en af den Længde, og det ovenikjøbet en som ikke kan skjules. – Jeg kan ikke beskrive Dem HIS: 417
hvad jeg led: Æsthetiken og Nationaliteten kjæmpede paa Liv og Død i mit Bryst; – men – lad mig ligesaagodt sige Dem det – dennegang gik Optugtelsen over Naturen, – jeg maatte opgive min Kjærlighed – det kostede kan De troe, men det maatte saa være. –
JULIANE
efter en Pause
Jeg forstaaer Deres Smerte; jeg kan saa inderligtvel sætte mig ind i hvad en forfeilet Tilbøielighed vil sige; – men videre –
PAULSEN
Verdens Gang, min Oprindelighed, – min Primitivitet mener jeg – var tabt – men aldrig kunde jeg undgaa den bebreidende Stemme, der mindede mig om at jeg for en ussel Fordoms Skyld havde opgivet min Kjærlighed. Jeg gjorde Alt for at vække mit nationale Jeg tillive, jeg gik med Tollekniv og begyndte at skrive orthofonisk, – Verden lod sig blænde deraf – men jeg selv skjønnede nok at det var galt fat. Nu veed De hvad der rører sig indeni mig – det er omtrent hvad Tydskerne kalde
«Weltschmerz».
1.utg: 102
Hvad er det saa vel videre? Verdens Gang, min Oprindelighed, – min Primitivitet mener jeg – var tabt – men aldrig kunde jeg undgaa den bebreidende Stemme, der mindede mig om at jeg for en ussel Fordoms Skyld havde opgivet min Kjærlighed. Jeg gjorde Alt for at vække mit nationale Jeg tillive, jeg gik med Tollekniv og begyndte at skrive orthofonisk, – Verden lod sig blænde deraf – men jeg selv skjønnede nok at det var galt fat. Nu veed De hvad der rører sig indeni mig – det er omtrent hvad Tydskerne kalde
«Weltschmerz».
JULIANE
Og hvad er saa Deres Plan for Fremtiden?
HIS: 418
PAULSEN
JULIANE
Ih, Gud fri os! hvad tænker De paa!
Med Dem vil jeg sænke mig ned i Umiddelbarheden – det vil da sige den høiere, den kunstneriske Umiddelbarhed. – Kom lad os strax tage fat; seer De deroppe paa Haugen blusser Sancthansbaalet og rundt omkring tumler sig Folket, der kommer det nationale Liv tilsyne i alle sine Fortoninger – didhen ville vi føre
Fortoninger – didhen ville vi føre 1.utg: 105
hinanden – kom – er De med?
JULIANE
Forunderlige Menneske! hvad er det dog for et Sprog De fører? – Saaledes har endnu aldrig Nogen talt til mig. –
PAULSEN
Det er Begeistringens Sprog jeg fører; vil De følge dens Røst?
JULIANE
Ja ja – jeg vil; jeg maa jo! (afsides) Min Gud, jeg troer han har forhexet mig!
PAULSEN
Altsaa da, ind i det nationale Liv!
PAULSEN
For at søge Umiddelbarheden! – (idet de gaae) Tør jeg byde Dem min Arm!
De gaae ud i Baggrunden.
Femtende Scene
Birk (fremdeles sovende). Jørgen (kommer frem paa Trappen og seer sig om).
JØRGEN
Men hvor blive de dog af! Paulsen og Juliane gik fra os paa Henveien – og – Birk er jo ogsaa væk. – Mon de da virkelig skulde have faaet isinde føiter omkring deroppe – hvem veed hvorledes Birk vil optage det; – nei jeg maa see efter. – – Heida! jeg skimter
(gaaer ud i Baggrunden)
1.utg: 107
at blive deroppe Natten over, som der blev spøgt om ved Aftensbordet? Ja, det kunde saagu ligne Paulsens gale Ideer; og dersom nu han og Juliane føiter omkring deroppe – hvem veed hvorledes Birk vil optage det; – nei jeg maa see efter. – – Heida! jeg skimter HU: 53
tydelig noget Hvidt derhenne; det maa være dem. – (idet han gaaer) Vent lidt! Saa vent dog! Nei de høre mig ikke.
HIS: 420
Sextende Scene
ANNA
halvt hviskende idet hun lægger Haanden paa hans Skulder
Vaagn op – vaagn op – nu er det paa Tiden
ANNA
Ja – kom nu maa vi afsted; det er snart Midnat.
BIRK
gnider sine Øine og seer sig om
Men drømmer jeg da – eller –
ANNA
(gaaer langsomt mod Baggrunden)
BIRK
Men hvad skal alt dette sige? Er det virkelig hende – eller er jeg bleven forrykt – jeg skulde næsten troe det. – See der! der standser hun! Hun vinker! Ha! det svimler for mig – Alting løber rundt – jeg maa følge hende – – jeg maa – – –
Anna gaaer; Birk følger efter.
HIS: 421
Syttende Scene
NISSEN
viser sig pludselig mellem Træerne, Belysningen forandres og en
1.utg: 110
dæmpet Musik høres
Og Skjaldene ligge og lytte dertil. –
Ved Elvens Bred under Rogn og Hæg;
Og Alferne dandse i Orreholt, –
De kan ikke sove – det er dem for koldt;
Jo jo! – I vandre i Drømmenes Lande,
Og gaaer I med klar eller taaget Pande,
Saa har jeg jer dog i min Snare fat;
Han forsvinder.
HIS: 422
Skovegn; i Baggrunden en rund Bjergkolle paa hvilken Levningerne af et Sancthansbaal fra og til blusser iveiret. Til Venstre i Forgrunden en stor Steen. Det er Nat, – Maanen staar paa Himlen. –
Første Scene
Idet Tæppet gaaer op høres Sang og Violinspil som taber sig i det Fjerne. – Nissen træder ind i Baggrunden og lytter –.
NISSEN
Natten hører os Andre til –
Hver Alf og Vætte jeg byder til Gjæst, –
Han forsvinder bag Træerne.
USYNLIGE ALFER
1
Frem I Alfers lette Rad,
Hør vort Kald, I Skovens Blommer!
Aabner eders lukte Blad!
Vaagner Alfer! af jer Slummer,
HIS: 424
Stævner hid til Lundens Sal,Blomstens Kalk er nu for lummer,
Sommernatten er saa sval.
2
Stille sæt jer under Siljen,
Flætter der med flittig Haand
Af Convallen og af Liljen
Vævet af et Rosenblad
Og af Duft fra Natfiolen
Efter Aftenduggens Bad.
3
Tusinder af Ædelsteen,
Som med Blomstertæppet trykker
Liljens blaaliggrønne Green,
Blinke fra hver Perle frem. –
Billedet af Nattens Stjerner
Har sig fæstet dybt i dem!
Anden Scene
Paulsen og Juliane komme fra Venstre.
PAULSEN
Men dette kan jo umuligt gaae rigtigt til; vi maa bestemt have taget Feil af Veien.
PAULSEN
Det gjør jeg fuldt og fast; jeg gaaer iblinde hvorhen De vil – – men for at komme tilbage til det vi talte om; – seer De – –
De gaae i Samtale ud til Høire.
JØRGEN
kommer efter en Pause ilende ind fra Venstre, standser og seer sig om
Væk er de igjen! Men dette maa jo gaae til med Fandens Kunster; – og dersom jeg saae ret, saa var det fremdeles Paulsen som sværmede om med hende; – det er ikke saa
(gaar ud til Høire)
1.utg: 116
frit at Du er en Smule letsindig min Søster – saaledes at række Armene til HIS: 426
Een iaften, naar Du imorgen skal række Haanden til en Anden. – Naa, Paulsen er jo en platonisk Sværmer som han selv siger, og desuden er jo Sancthansnatten en Frihedens Dag heroppe, man holder ikke saa strængt paa Formerne – men alligevel – alligevel – – det var bedst om jeg kunde faae fat paa dem.Fjerde Scene
Paulsen og Juliane (komme
1.utg: 117
atter fra Venstre). – Nissen (viser sig i Baggrunden, gnider Hænderne og leer fornøiet).
PAULSEN
ivrigt gesticulerende
Nei seer De – det Tankeexperiment leder til Intet og derfor har jeg opgivet det; thi det er aldeles mod min Natur at bevæge mig i en Cirkel, og – – (seer sig om) Men hvad er dette? Her har vi jo gaaet rundt om Haugen og staae netop paa samme Sted, som for lidt siden.
JULIANE
Ja det synes rigtignok saa.
JULIANE
Ja, det er vist bedst at vi tænke paa Hjemveien; jeg er frygtelig træt. –
HIS: 427
PAULSEN
JULIANE
Ja naar det bare ikke var saa skiddent.
PAULSEN
Sandt nok; men det maa man hæve sig over; kom, og sæt Dem her paa den bløde mosklædte Steen – – vent lidt, jeg vil først brede mit Lommetørklæde over den, for ellers søler De Dem til, – – saa vil jeg lægge mig her i Græsset foran Dem – Uf nei, det er ganske vaadt; ja, saa vil jeg ialfald staae her i Græsset foran Dem.
Juliane sætter sig.
PAULSEN
Jeg er sjelden oprømt længere end et Kvarteerstid ad Gangen, især naar jeg ikke drikker til, det er en Egenhed hos mig.
JULIANE
Men hvad er der da iveien?
HIS: 428
PAULSEN
PAULSEN
Meget rigtigt! I Theorien har jeg det ogsaa virkelig, men det er en Egenhed ved mine Theorier at de ikke altid lade sig practisere.
JULIANE
Saa?
PAULSEN
Ja, det kommer deraf at Verden er af Lave, det er en Sats som jeg altid holder fast ved. – Men nok derom; De skal erfare hvad der
Verden er af Lave, det er en Sats som jeg altid holder fast ved. – Men nok derom; De skal erfare hvad der 1.utg: 122
foruroliger mig; det er saa at sige mit nationale Jeg som ligger i Krig med mit æsthetiske; det er denne Strid jeg maa have udjævnet eller ogsaa – – nok sagt – –
JULIANE
Gud bevares!
PAULSEN
PAULSEN
Men min Gud det er jo netop Ulykken, for saa kommer mit æsthetiske Jeg og siger, Nei, det er Løgn; thi det strider mod Dine æsthetiske Begreber at føle for en, der er begavet med de her forhaandenværende abnormale, mod Skjønhedsideen stridende Udvæxter. – Hvad skal jeg saa gjøre? Hvilket af mine to Jeg’er har Ret? Jeg veed det min Sjæl ikke, og saaledes staaer jeg her foran en af disse
en af disse 1.utg: 124
Sphinxer i Menneskelivet, som man enten maa beseire eller bukke under for. Men hvad er det, jeg synes jeg hører Nogen tale –
JULIANE
Ja det lader til – –
De tale hviskende.
Femte Scene
De Forrige. Birk og Anna (komme fra Baggrunden til Venstre og gaae henimod Forgrunden). Senere Nissen.
BIRK
HIS: 430
ANNA
Til Sancthanshaugen. Seer Du, deroppe ligger den. – Ilden er slukket, – Alting er stille, – kom hold Dig til mig – der gaae mange Veie derop, men de ere ikke lette at finde. – Mange lede og lede men komme dog ikke frem – hold Dig til mig.
BIRK
Forunderligt! Det er som om en Svimmelhed greb mig –
ANNA
Hør, hør, hvor her er stille! Lyt dog; kan Du høre hvor stille her er –
Var det en Fugl som kviddred derinde mellem Orrebuskene! Syng kun! lille Fugl! syng kun; Du har Lov at være med –
BIRK
Skulde virkelig jeg ogsaa være bleven forrykt; thi hun – hun, – jeg veed ikke mere hvad jeg skal troe –
ANNA
See, her finder jeg Nøgleblomster – store gule Nøgleblomster – jeg har leget med Dem som Barn. – Eventyret om ham som kunde lukke Hougen op med treen ind i Hallen der stod paa fire Guldstøtter –
Nøgleblomster – store gule Nøgleblomster – jeg har leget med Dem som Barn. – 1.utg: 127
Der – (hun rækker ham nogle Blomster) – der er tre for Dig – og tre for mig – gjem dem – gjem dem vel; (fæster de øvrige Blomster ved Brystet) – kjender Du ikke Eventyret om ham som kunde lukke Hougen op med HIS: 431
en skinnende Nøgleblomst og som treen ind i Hallen der stod paa fire Guldstøtter –
Dæmpet Musik høres fra Baggrunden; – Bjerget aabner sig, og i det Indre sees en stor og glimrende oplyst Hal; Bjergkongen sidder i et Høisæde i Baggrunden. Alfer
Bjergkongen sidder i et Høisæde i Baggrunden. Alfer 1.utg: 128
og Hougfolk dandse omkring ham.
ANNA
Der er den! Det lyser som Guld og Maaneskin!
BIRK
Ha! hvad betyder Alt dette?
PAULSEN
til Juliane
JULIANE
BIRK
Men Anna forklar mig dog, – – det forekommer mig som om jeg har seet alt dette før – – som om –
HIS: 432
ANNA
Stille, stille – saaledes forekommer det ogsaa mig.
PAULSEN
til Juliane
JULIANE
Javist!
PAULSEN
Jeg vilde bare ønske at her var en Maler tilstede.
PAULSEN
De har Ret; det var bedre. Nei, men jeg havde dog aldrig troet at vore Folkedandse kunde være saa ægte nationale, – saa – – vil De bare lægge Mærke til disse Trin disse Bevægelser.
1.utg: 131
Inde i Hallen føres en ung Pige frem; Bjergkongen stiger ned af Høisædet og gaaer hende imøde.
BIRK
Anna! kjender Du hende!
ANNA
Ja, ja, – det er jo liden Karin; mindes Du ikke Visen:
Saa lifligt dufter Rosen om Vaaren;
Liden Karin skulde være Bjergkongens Brud,»
BIRK
«Og hvor er Du født og hvor er Du baaren,
Og hvor i Verden vide er Din Jomfruklædning skaaren.»
PAULSEN
Men hvem montro den gamle Herre kan være?
JULIANE
Ja jeg veed saamæn ikke.
PAULSEN
Aa han hører rimeligviis til Festcommitteen, siden han modtager de Ankomne; mærkværdigt nok at man dog er saa civiliseret heroppe; det havde jeg paa Ære ikke tænkt. –
ANNA
Ja, det husker jeg godt:
«Paa Vangen den grønne stod min Faders Gaard
Saa lifligt dufter Rosen om Vaaren!
Der bar jeg gyldne Ringe og Blomster i Haar;
HIS: 434
I Dalen er jeg født i Dalen er jeg baaren, –I Dalen den grønne er min Jomfruklædning skaaren.»
BIRK
Nu byder han hende en Guldkrone og sølvspændte Sko hvis hun vil være ham god. –
ANNA
Men liden Karin vil ikke – seer Du – hun vil ikke.
BIRK
Saa byder han hende alle de Rigdomme som Fjeldet eier.
ANNA
Men hun vil alligevel ikke! Ikke for Alverdens Guld – hun afslaaer det – –
PAULSEN
Gud forlade mig, troer jeg ikke at Fyren gaaer med en Lærke i Lommen. –
HIS: 435
ANNA
«Og Bjergkongen fylder det Horn af røden Guld;
Saa fage visner Rosen om Vaaren!»
BIRK
Hun sætter det for Munden, hun drikker –
ANNA
«Og liden Karin tømmer den Drik saa underfuld –»
«I Bjerget er jeg født i Bjerget er jeg baaren –
I Bjerget herinde er min Jomfruklædning skaaren!»
Pigen kaster sig i Bjergkongens Arme. Begge forsvinde.
JULIANE
Uf, stakkels Pige, – der faldt hun!
PAULSEN
Mon jeg skal troe, hun daante?
Inde i Bjerget mødes en Kriger og en ung Kvinde.
JULIANE
Der er Militaire iblandt dem, – jeg seer Een med Sabel. –
Saadan skal det være, alle Klasser i en gemytlig Blanding; først derved faaer Billedet denne – denne afrundede Form, denne; – – nei, det er mærkværdigt hvor jeg føler mig tiltalt; og mens vi sidde her med et aabent Blik for det Digteriske i Livet, saa ligger rimeligviis Birk og de Andre og sove paa deres
Klasser i en gemytlig Blanding; først derved faaer Billedet denne – denne afrundede Form, denne; – – nei, det er mærkværdigt hvor jeg føler mig tiltalt; og mens vi sidde her med et aabent Blik for det Digteriske i Livet, saa ligger rimeligviis Birk og de Andre og sove paa deres HU: 63
grønne Øre, eller drømme en eller anden triviel Drøm –
JULIANE
Ak ja – – et poetisk Gemyt er en god Ting, det er vist og sandt. –
BIRK
O, den mindes jeg godt!
ANNA
Tys, hun svarer – hører Du, – –
«Og jeg vil vente i femten Aar –
Og femten Dage dertil.»
HIS: 437
BIRK
ANNA
lyttende og med dæmpet Stemme
«Da venter jeg atter i femten Aar,
Og endda en liden Stund, – –
Og kommer Du ikke saa bleges mit Haar,
Da lægges jeg ned paa den sorte Baar!
Og venter paa Gravens Bund!»
Birk og Anna tale hviskende.
JULIANE
PAULSEN
levende
Madame Olsens Institut? Har De – har De gaaet der. –
JULIANE
HIS: 438
JULIANE
PAULSEN
med stigende Hæftighed
Med et drømmende Blik?
JULIANE
Han talte ikke til mig; men bestandig stirrede han med saadanne besynderlige talende Øine.
PAULSEN
Videre – videre!
JULIANE
Endelig, i sidste Dands tog han Mod til sig og engagerede mig, – men –
JULIANE
I den første Tour kom han til at træde mig paa Foden; jeg havde hvide Sko paa og udstødte altsaa et Skrig; – jeg vilde ikke dandse mere – –
PAULSEN
Og han? – svar mig; hvad gjorde han?
JULIANE
smerteligt
Han tilkastede mig et døende Blik, forlod Balsalen – og jeg – jeg har aldrig seet ham siden. –
JULIANE
Ja ja – men hvad fattes Dem?
PAULSEN
Juliane! Denne blege Yngling med det døende Blik og den lysegule Vest, det var – mig!
JULIANE
springer op
Hvad siger De? Dem? Herregud er det sandt?
PAULSEN
Ja, ja! – (begeistret)
JULIANE
De gik med Sko og sorte Bomuldssokker!
Jeg mindes Alt, som om idag det hændte;
Jeg havde ikke Sproget i min Magt,
Saa varmt og talende som De har sagt;
Men ved den sidste smertelige Scene
Jeg sindsforvirret Salen har forladt. –
HIS: 440
JULIANE
PAULSEN
Nei saa min Sjæl om jeg gjorde, – jo, jo, – det vil da sige, jeg var nær ved det, men saa kom der Noget iveien. Som sagt:
Jeg ved den sidste smertelige Scene
Og fandt mig siden vankende alene
I Maaneskinnet i den sorte Nat;
Fra den Tid af jeg gik min vilde Bane
Og søgte i en haabløs Elskov Ro;
(han griber Lommetørklædet, som Juliane har siddet paa – lægger det under Knæerne og knæler)
Saa brist da Hemmelighed!
Busken lukkes.
PAULSEN
springer op
Løb, løb! men vær ikke bange – jeg skal nok forsvare Dem. –
De ile ud hver for sig.
HIS: 441
JULIANE
udenfor
Paulsen, Paulsen!
PAULSEN
ligeledes
Juliane! hvor er De! – Jomfru Juliane!
BIRK
Men hvad er dog alt dette! Det synes mig som om en fjern, forglemt Fortids kjæreste Billeder glede mig forbi i den brogede
1.utg: 147
Hvirvel derinde! – Og disse Toner, – de har længe bævet i min Sjæls Inderste; men naar jeg har villet gribe dem og føiet dem sammen til Melodier, saa ere de altid flygtede for mig, – bestandig længere og længere, – dog nu har jeg dem HU: 66
og skal aldrig glemme dem mere. – Ogsaa Dig, Anna, ogsaa Dig forekommer det mig som om jeg længe har kjendt, var det endogsaa kun i Drømme! – Ha! hør! hører Du?
ANNA
Stille! Stille!
BIRK
Anna! nu kjender jeg dig igjen!
HIS: 442
Haven udenfor Fru Bergs Huus det er tidlig Morgen.
Første Scene
Paulsen sidder sovende paa Trappen til Hovedbygningen. Berg og Anna spadsere frem og tilbage i Forgrunden.
BERG
Nei Barn! Jeg fik næsten ikke Søvn paa mine Øine; bestandigt maatte jeg tænke paa denne Sag, som Din salig Fader havde paalagt mig at ordne – det var strax forinden han døde; – men nu er det Altsammen saa forvirret for mig igjen.
ANNA
BERG
Nei, nei, – jeg gjør ikke; og da Du igaar fortalte mig at – at – hvad var det nu som skulde foregaae idag?
ANNA
Julianes Forlovelse.
HIS: 444
BERG
Forlovelse? Ja, ja – det er jo sandt, og saa Skjødet paa denne Gaard, som, – see, da var det ligesom det blev mig klart at jeg maatte have Papirerne fat endnu idag. – Men hvor skal jeg finde dem; – det veed jeg ikke. –
Og derfor skal jeg og Bedstefader ogsaa være saa gode ikke at tænke mere paa den Sag; nu ville vi snakke om andre Ting. – Tænk Dig, jeg havde de forunderligste Drømme inat; jeg drømte at jeg var
HU: 68
oppe paa Sancthanshougen, – der, – hvor Du veed at vi saa tit gik sammen dengang jeg var liden, og hvor Du sad og fortalte Eventyr.
BERG
ANNA
Nei; – var jeg?
BERG
Mindes Du ikke det? Aa nei, Du var jo hellerikke saa gammel dengang og fra de Dage har jeg en bedre Hukommelse. – Jo, seer Du, – Du havde trukket afsted med noget, hvad det nu var – et Signet eller noget Sligt, der hørte Din Fader til, og det havde Du kastet væk deroppe. Din Fader skjændte og Du græd, – og
Signet eller noget Sligt, der hørte Din Fader til, og det havde Du kastet væk deroppe. Din Fader skjændte og Du græd, – og 1.utg: 154
saa var Du gaaen derop for at lede; der var en Forskrækkelse i Huset, Ingen vidste hvor Du var bleven af – men om Morgenen saa fandt vi Dig da endelig. –
HIS: 445
ANNA
Ja nu synes jeg nok jeg skulde mindes det. – Men hør, Bedstefader! jeg troer bestemt at jeg har gaaet i Søvne inat; som Barn, veed Du, gjorde jeg det tit; og de Drømme jeg havde vare saa besynderlige – desuden, seer Du denne her – (hun tager en gammel Nøgle frem) Jeg drømte at jeg sankede nogle store gule Blomster
1.utg: 155
deroppe og dem satte jeg her i min Kjole; men da jeg vaagnede fandt jeg istedetfor Blomsterne – denne. (viser ham Nøglen)
BERG
Men – men i Herrens Navn, – det er jo –
ANNA
Hvad er det? Hvad mener Du?
BERG
ANNA
Men Bedstefader! hvad er det dog?
Barn! det er en Herrens Tilskyndelse! Jeg havde ikke faaet Ro, dersom – – kom med! kom bare med!
De gaae ind i Bjælkestuen.
HIS: 446
Anden ScenePaulsen (fremdeles sovende). Birk (kommer langsomt fra Baggrunden).
BIRK
Endnu kan jeg ikke forklare mig denne Nats underlige Begivenheder. Det har altsammen været en Drøm, derom kan jeg vel neppe tvivle; men denne Drøm har bragt Klarhed i mine forvirrede Barndomserindringer, og fremfor Alt, – jeg har gjenfundet hende – hende, der dengang var mig saa kjær, og som nu er mig det dobbelt; men som jeg dog maa give Slip paa. –
1.utg: 157
Det har altsammen været en Drøm, derom kan jeg vel neppe tvivle; men denne Drøm har bragt Klarhed i mine forvirrede Barndomserindringer, og fremfor Alt, – jeg har gjenfundet hende – hende, der dengang var mig saa kjær, og som nu er mig det dobbelt; men som jeg dog maa give Slip paa. –Tredie Scene
De Forrige. Jørgen (kommer frem paa Trappen).
JØRGEN
BIRK
Ja maaskee; jeg veed ikke saa ret. Men hvad gaaer der af Paulsen.
JØRGEN
Hvorledes det?
HIS: 447
BIRK
JØRGEN
afsides
BIRK
JØRGEN
BIRK
Anna! Aa nei vist; det er umuligt!
JØRGEN
afsides
Han har bestemt Mistanke! (høit) Jo jeg forsikkrer – jeg er næsten vis paa –; men hvor var Du henne inat?
BIRK
Paa Sancthanshougen troer jeg; forresten skal jeg ikke kunne sige det med Vished.
BIRK
halvt for sig selv
Det er Tingen, – jeg har seet for dybt. –
JØRGEN
Ja kunde jeg ikke tænke det!
BIRK
BIRK
Aa det kan være ligegyldigt; vist er det at jeg nu gjennemskuer de Taager der har lagt sig foran mit Barndomsliv. – Det er ikke, som jeg hidtil har troet, Tiden eller Fraværelsen eller Sligt der dyssede mig i Glemsel; det var det tomme, hjerneløse men blændende Liv derinde i Byen, – det var ham derhenne
(peger paa Paulsen) og hans Kammerater der trak mig ind i den sminkede Skintilværelse, de selv friste. – O
det tomme, hjerneløse men blændende Liv derinde i Byen, – det var ham derhenne
(peger paa Paulsen) og hans Kammerater der trak mig ind i den sminkede Skintilværelse, de selv friste. – O 1.utg: 163
du min Gud! havde jeg for to Aar siden vidst, hvad jeg nu veed!
HIS: 449
Han gaaer ind i Haven til Venstre.
PAULSEN
i Søvne
Løb, løb! Au, der er han!
Nu skal man see at han ogsaa bliver gal. – (ryster ham atter) Hører Du da ikke! Vaagn op, det er langt paa Dagen!
PAULSEN
vaagnende
Aha, er det Dig?
JØRGEN
Javist er det mig. – Hvordan er det fat med Dig?
PAULSEN
Aa, jeg har havt en forunderlig Nat; – har I spiist Frokost?
JØRGEN
Nei endnu ikke.
HIS: 450
JØRGEN
Ja Du og Juliane sværmede jo i Maaneskinnet.
PAULSEN
Ja; – medens Du og Birk og I andre prosaiske Mennesker laa i Dynerne, sad vi derude i Naturens Skjød og iagttog Folkelivet. – Jørgen! det er dog vist og sandt at den der ikke formaaer saaledes at – at vexle et poetisk Øiekast med Livet, han lever kun halvt. – Aa, det var herligt! Tiden gik for os
1.utg: 166
som et Lyn.
JØRGEN
Ja især paa Hjemveien, efter hvad Juliane har fortalt.–
PAULSEN
Aa jeg veed hvad Du mener. Der kom en drukken Bondetølper og brølte os noget fælt Tøi ind i Øret uden at vi havde nogen Anelse derom. –
JØRGEN
Og saa løb Du Din Vei, hahaha!
PAULSEN
JØRGEN
Min Søster?
HIS: 451
PAULSEN
Ja ja – vi bleve netop afbrudte igaar paa
(vil gaae ind)
HU: 72
det interessanteste Sted i vor Underholdning, og jeg maa fortsætte, jeg maa tilforladelig –
JØRGEN
Nei hør Paulsen! jeg maa sige Dig Noget.
PAULSEN
JØRGEN
Aa Du bliver vel Fanden heller!
JØRGEN
Men hvem mener Du da, Menneske! Er det Juliane –
PAULSEN
Ja hvem ellers? Lad mig bare komme ind, jeg maa absolut tale med hende.
JØRGEN
PAULSEN
Nu?
HIS: 452
JØRGEN
hviskende
PAULSEN
farer tilbage
Menneske! hvad siger Du! En Hale! Det er Nummer to!
PAULSEN
For – forlovet!
JØRGEN
Forlovet med Birk; nu veed Du det.
PAULSEN
Men, Jørgen! kjæreste, bedste Ven! Du lyver da vel, vil jeg haabe!
JØRGEN
Paulsen, vær en Mand, og fat Dig! Det er som jeg siger.
JØRGEN
Tys, tys, – er Du da forrykt!
HIS: 453
Anna kommer ud af Bjælkehuset og gaaer ind i Haven tilvenstre.
JØRGEN
Men saa betænk Dig dog! Du vækker jo Skandale, og – er det en Maneer at opføre sig paa?
PAULSEN
JØRGEN
Nu vel da – derhenne etsteds langs med Veien! (peger mod Baggrunden. Afsides) Der vil jeg haabe at han ikke træffer ham. –
PAULSEN
Godt! saa maa jeg afsted! Jørgen! Du seer mig igjen som Din Svoger, eller ogsaa – – aldrig!
JØRGEN
Paulsen gaaer hurtigt ud i Baggrunden; Jørgen følger efter.
HIS: 454
Fjerde SceneBirk og Anna komme fra venstre Side.
BIRK
ANNA
Og jeg min Legebroder. Kom nu og sæt Dig, Johannes! Du maa fortælle hvad der er hændet Dig siden vi sidst vare sammen som Børn. (de sætte sig paa Bænken tilhøire, Anna betragter Birk opmærksomt) Nu kan jeg næsten ikke forstaae at jeg ikke strax kjendte Dig igjen; og Du, som jo kom her saa ofte –
BIRK
Det er ikke saa forunderligt. – Jeg huskede vistnok at min Fader fra og til tog mig med
1.utg: 175
til en fremmed Gaard hvor der var en liden Pige som legede med HU: 74
mig, – og en gammel Mand som fortalte os Eventyr; – men dengang var jo Altsammen anderledes her, – Hovedbygningen var ikke opført dengang, og Haven her var en Udmark, Din Fader var Enkemand, og efterat han giftede sig anden Gang kom jeg aldrig hid.
ANNA
sidder imidlertid beskjæftiget med at binde en Blomsterbouket
Men hvorledes er det saa gaaet Dig siden?
ANNA
Vent lidt! Hvem troer Du, skal have disse Blomster?
BIRK
Ja, jeg veed ikke –
ANNA
Gjæt!
BIRK
Maaskee jeg –
ANNA
Ja, og veed Du hvorfor?
BIRK
Nei.
ANNA
BIRK
Nu da?
ANNA
Til mig. – Vilde Du ikke?
BIRK
Jo, jo vistnok, – dersom ikke ellers Juliane – –
HIS: 456
ANNA
leende
BIRK
Seer Du, – da min Fader døde var jeg knapt syv Aar gammel, og det viste sig snart at han saagodtsom Intet efterlod mig. – Min Faster inde i Christiania tog sig derfor af mig skjøndt Gud skal vide at hun knapt havde mere end hun selv tiltrængte. – Hun lod mig antage Navnet Birk for det skulde nu klinge mere bymæssigt; – jeg skal sige Dig, hun var ikke fri for at være lidt
bymæssigt; – jeg skal sige Dig, hun var ikke fri for at være lidt 1.utg: 179
forfængelig, – naa det kommer ikke Sagen ved. – Men det vilde forresten have seet galt ud for mig, dersom jeg ikke havde faaet Hjælp fra en anden Kant – –
BIRK
Der var en Anden som understøttede mig indtil – Din Fader døde.
ANNA
Min Fader?
BIRK
Ja Din Fader; thi ham var det. – Først da han var død erfarede
1.utg: 180
jeg hvem jeg havde at takke for min Opdragelse, og dette forundrede mig saameget mere da jeg vidste at min Fader i sin sidste Levetid havde staaet i et spændt Forhold til Berg paa HIS: 457
Grund af en Proces, de førte mod hinanden, og som min Fader tabte. –
ANNA
Men Alt dette har jeg ikke vidst et Ord om, og hun – min Stedmoder har aldrig omtalt, at – –
BIRK
Jeg veed hellerikke, om hun Forbindtlighed uden at kunne gjengjælde dem; – og da hun aldrig rørte ved den Sag, saa fandt jeg det hellerikke passende at omtale den og saa – –
(standser)
1.utg: 181
kjender Sammenhængen, skjøndt jeg næsten skulde formode det; thi da hun for to Aar siden opholdt sig Vinteren over i Christiania, og jeg der traf sammen med hende, saa kom hun mig imøde med den Forekommenhed, som fiintfølende Mennesker altid vise den, der skylder dem Forbindtlighed uden at kunne gjengjælde dem; – og da hun aldrig rørte ved den Sag, saa fandt jeg det hellerikke passende at omtale den og saa – –
BIRK
Jeg blev tilsidst som et Medlem af Familien og saa vare Juliane og jeg forlovede (med Hæftighed og halvt for sig selv)
uden at jeg selv veed hvorledes det egentlig gik til!
ANNA
HIS: 458
BIRK
Men, Anna, hvorledes kan vi det? Vi blive jo dog ikke sammen!
Nei endnu ikke, det veed jeg nok; men naar Du og Juliane ere gifte saa, – ja nu skal Du høre hvorledes vi ville indrette os; jeg kommer naturligviis i Besøg til Jer – –
BIRK
I Besøg?
ANNA
Ja, i Besøg. Anderledes kan nu
1.utg: 184
den Ting ikke ordnes; Du kan vel vide at jeg ogsaa helst vilde blive sammen med Dig for bestandig, men det tør vi nu sletikke tænke paa; Bedstefader maa jo passes, og desuden, – nei det gaaer aldrig an; men jeg skal komme i lange, lange Besøg, det lover jeg. –
BIRK
Men hør, Anna!
ANNA
BIRK
Naa, saa det er Juliane?
ANNA
Javist; hun har selv sagt det. – Men da nu vi to ikke ere det, saa ville vi leve paa vor egen Viis, – saa sætte vi os hen for os selv ligesom her og spørge hinanden: «Kan Du huske dengang?»
HIS: 459
og «kan Du mindes det?« og – – men hvad fattes Dig? Hvorfor bliver Du saa alvorlig?
BIRK
ANNA
Kan – kan ikke lade sig gjøre? Hvad skal det sige?
BIRK
Nuvel da, – siden en Forklaring er nødvendig. Anna, Du er et Barn.
ANNA
leende
Nei men hvor kan Du nu falde paa det? Jeg er jo over – –
BIRK
I Sind og Tanke er Du det. –
1.utg: 187
Du er opvoxet her, jeg kan næsten sige i Eensomhed; thi Din Bedstefader har Intet kunnet bidrage til at udvikle Dig, han HU: 77
har tvertimod holdt Dig tilbage i en Kreds af Ideer, som maa gjøre Dig fremmed for den virkelige Verden; og Din Stedmoder – nu ja, hun har, som det synes, havt nok med sig selv, og derfor – –
ANNA
reiser sig
Ah, er det saaledes; nu forstaaer jeg, – Du skammer Dig over mig.
HIS: 460
ANNA
Jeg veed nok at her paa Gaarden sige Alle: «Anna er tosset, – hun er gal,» – ja ja – de havde maaskee Ret – indtil igaar, men nu ikke længere! De tænkte det var Bedstefaders Eventyr, men jeg veed det bedre; det var Noget her (lægger Haanden paa Brystet) her indeni mig, som jeg grublede og grundede over, men nu er det forbi. – Johannes! jeg lover Dig at jeg skal blive anderledes hvis Du saa vil.
Du misforstaaer mig, Anna! Du misforstaaer mig, jeg seer Dig jo helst saaledes som Du er. – Men lad mig fortsætte, det er nødvendigt. – Anna! Du har mig kjær!
ANNA
Ja det veed Gud jeg har, – kan Du tvivle derom?
BIRK
ANNA
Men alt dette veed jeg jo!
BIRK
Du veed ikke at Du – at Du elsker mig – anderledes end en Broder!
HIS: 461
ANNA
smilende
Anderledes end – – (bliver pludselig alvorlig og tilføier langsomt) anderledes end en Broder.
ANNA
hviskende idet hun seer sig om
Anderledes – Johannes! siig mig – hvorledes elsker Du Juliane?
BIRK
Hvad mener Du?
Der, tykkes mig, fæster Smaablomsten Rod, –
(hun griber hans Haand)
Siig mig, Johannes! er det saaledes?
BIRK
med bortvendt Ansigt
Ja – javist! –
ANNA
med stigende Angst
Og naar hun taler til Dig – naar hun seer paa Dig, saa banker dit Hjerte – stærkt – o, saa stærkt –
BIRK
Ja, ja, saaledes er det!
HIS: 462
ANNA
slipper hans Haand
Saa har Du nok Ret! (efter en Pause) Jeg han der vandrede i Søvne paa Fjeldtinden og hvis Navn man raabte saa at han styrtede ned i Dybet; – Johannes – Du skulde ikke –
(betragter ham et Øieblik og gaaer mod Baggrunden men standser og brister i Graad)
1.utg: 193
forekommer mig selv som han der vandrede i Søvne paa Fjeldtinden og hvis Navn man raabte saa at han styrtede ned i Dybet; – Johannes – Du skulde ikke –
BIRK
Anna, kjære Anna! fat Dig dog! berolige Dig!
ANNA
tørrer Taarerne bort og siger med stigende Heftighed
Rolig? – jeg er jo rolig! Hvorfor skulde jeg ikke være det? – Forresten –
(gaaer hurtigt ind i Bjælkestuen)
1.utg: 194
Du maa ikke troe at det var andet end mit Spøg hvad jeg før sagde Dig, – jeg har ikke meent Noget dermed; – hører Du – Du skal ikke troe paa det, Du skal ikke erindre det. – Giv mig dem –
(hun tager Blomsterne fra ham. Med frembrydende Taarer) Jeg tog Feil, det var ikke Dig, som – det var Bedstefader – –
BIRK
efter en Pause
Anna, Anna! Det var mig tungt, men jeg maatte jo; – og dog, ifald jeg traadte tilbage, ifald jeg, – det var jo
1.utg: 195
Moderen der ledede det Hele, det var hende der gjorde det første Skridt, og jeg – hahaha! jeg svage, villieløse Taabe! – HU: 79
Men skulde jeg ikke nu have Ret til at bryde overtvært; – og ifald jeg gjorde det? Hvad vilde man saa dømme om mig? Det er bekjendt nok at Fru Bergs Formuesomstændigheder ikke have forbedret sig i den senere Tid, – tvertimod; – og desuden, den Taknemmelighed jeg skylder Familien. Nei, nei, – jeg kan ikke; det maa gaae som det vil!Birk. Fruen og Juliane (komme ud fra Hovedbygningen).
FRUEN
Naa, see der have vi ham da endelig; jeg har næsten ikke faaet tale et Ord med Dem endnu, – og da vore Gjæster allerede ventes til Middag, saa – –
BIRK
Allerede til Middag? Ja, De har Ret; lad det skee saa snart som muligt!
JULIANE
afsides
Min Gud, hvor han er bleven utaalmodig!
BIRK
Ikke det?
JULIANE
Men, Moder, hvor kan Du dog sige det.
FRUEN
HIS: 464
Fruen og Birk spadsere op og ned tilvenstre.
JULIANE
for sig selv
Men hvor kan Paulsen være? Jeg maa faa en Leilighed til at tilstaae ham Alt; jeg maa ialfald forberede ham; thi faaer han pludselig Sammenhængen at vide, saa skeer der en Ulykke, det er jeg vis paa. – Og Birk – han er jo ogsaa bleven saa lidenskabelig, – hvis jeg hævede Forbindelsen, eller kjæmpe mellem Pligt og Tilbøielighed.
HU: 80
blot forlangte Udsættelse – det vilde være at dræbe ham. – Gud bevare mig hvor 1.utg: 199
fælt det er saaledes at kjæmpe mellem Pligt og Tilbøielighed.Sjette Scene
De Forrige. Jørgen (kommer hurtigt fra Baggrunden).
JØRGEN
hviskende til Juliane
Har ikke Paulsen været her?
JULIANE
Her? Nei; Hvad er paafærde?
JØRGEN
Han er som besat; Du har gjort ham reent ør i Hovedet og han vil strax ud med en Erklæring.
JULIANE
Nu?
Hvad skulde jeg vel gjøre? Jeg sagde ham ligeud at Du allerede var forlovet, og – –
HIS: 465
JULIANE
Og saa?
JØRGEN
JULIANE
JØRGEN
Ja det maa for enhver Priis forhindres.
JULIANE
Men det var ogsaa uforsigtigt af Dig saa ligefrem at tilstaa –
JØRGEN
Ja, hvad skulde jeg gjøre?
Syvende Scene
FRUEN
afsides
Min Gud, hvad skal det sige? hvad vil han?
HIS: 466
BIRK
Jeg kjender ham igjen – Træk for Træk!
BERG
FRUEN
Ja, saa havde jeg tænkt.
BIRK
Hvad? Gaarden – til mig? (afsides) O, det er disse Velgjerninger som gjøre mig ulykkelig. –
FRUEN
til Berg
Naa, saa De er vidende derom? Det er da vel Anna, kan jeg tænke, som –
BERG
med hævet Stemme
HIS: 467
FRUEN
Ja, jeg havde rigtignok troet –
BERG
Men det gjør det dog paa en vis Maade. – Seer I, Mo’er –
Han tager nogle gamle Papirer frem.
FRUEN
Nu, hvad er det?
FRUEN
Godt, godt! Giv mig dem da!
BERG
Nei – ikke til Jer – de tilhøre Sønnen af Gaardens forrige Eier –
BIRK
Hvad! de tilhøre –
BERG
Og ifald han lever og vi kan faa ham opspurgt –
HIS: 468
BIRK
Men det er jo mig!
BERG
Dig? – Er Du –
BIRK
Med Arne – jo jo – nu mindes jeg; ja, det var dengang min Søn levede; men saa blev det anderledes, saa kom der fremmede Folk til Gaarden – og – –
FRUEN
pegende paa Birk
For ham ere vi ialfald ikke fremmede, det maa De kunne indsee. –
FRUEN
Ja, det har jeg aldrig lagt Dølgsmaal paa; men da nu Papirerne vel ere overflødige, saa – –
(vil tage dem)
BIRK
O nei, – jeg maa dog see hvad de indeholde.
(tager dem og læser)
HIS: 469
FRUEN
afsides
Min Gud! ifald de vare der allesammen!
ANNA
Jeg vidste det jo ogsaa først igaar –
De tale hviskende sammen.
BIRK
afsides
Nei, men kan dette være muligt?
JULIANE
til Fruen
Moder! hvad er det dog for Papirer?
FRUEN
i ængstlig Spænding
BIRK
Saa det har altsaa været Grunden til disse Velgjerninger – denne Forekommenhed! (hviskende med Bitterhed til Fruen) De gjætter naturligviis ikke hvad disse Papirer indeholde?
FRUEN
Jeg? Nei, hvor skulde jeg kunde –
HIS: 470
BIRK
som før
FRUEN
Men jeg forstaaer ikke –
Virkelig ikke? Nu vel, jeg troer Dem, og skal stræbe at forklare Dem Sammenhængen. – Hvorledes disse Papirer ere komne i Deres Hænder veed jeg ikke; jeg veed at Berg var Deres Procurator og som man sagde, Frier tillige;
1.utg: 211
nu, under slige Omstændigheder er det vanskeligt at afslaa en eller anden Smaatjeneste, naar en saadan forlanges, – at Berg fik disse Papirer i sit Værge er ganske naturligt; han maatte jo kjende Sagens skjulte Sider og – –
FRUEN
Og De troer altsaa –
BIRK
FRUEN
Men, Birk!
HIS: 471
BIRK
Ja, De maa tillade mig at tale ud; det er, som jeg mærker, første Gang at vi To tale aabenhjertigt sammen, – thi ogsaa jeg har skjult Noget for Dem: Viid da at Deres afdøde Mand har paa en vis Maade gjort sin Uret god igjen. – Det er ham jeg har at takke for min Opdragelse, min Underviisning.
BIRK
Han har understøttet mig og indtil idag har jeg været uvidende om de sande Bevæggrunde. – Om Motiverne til Deres Forekommenhed, Frue, – er jeg endnu ikke paa det rene; jeg veed ikke om en vis indre, bebreidende Stemme, eller Frygten for at disse Papirer ikke skulde være saa ganske tilintetgjorte, som Berg maaskee har forsikkret Dem, – jeg veed ikke, siger jeg, hvilket af dette der har ledet Dem; – men nu maa
1.utg: 214
vort Mellemværende opgjøres.
FRUEN
Min Gud! Birk, De vil da vel ikke –
BIRK
FRUEN
Men hvad er da Deres Hensigt?
For det Første at berolige Dem med Hensyn til dette her. – (han river Papirerne istykker og rækker hende dem) – Og dernæst –
FRUEN
Nu?
BIRK
Dernæst løser jeg ethvert Baand mellem os.
FRUEN
De vil altsaa? – – De mener – Juliane, – –
BIRK
Ganske rigtigt; jeg ægter hende ikke!
BIRK
Det indseer jeg dog ikke; Forlovelsen er jo endnu en Hemmelighed. – Jeg har først nu lært Juliane at kjende og jeg er kommen til den Erfaring at Ingen af os vil blive lykkelig med hinanden. – Desuden, – (med Eftertryk) jeg behøver vel ikke at minde Dem om hvad Andeel De har i vor Forlovelse og – –
FRUEN
hurtigt
HIS: 473
BIRK
Det kan De stole paa; denne Sag bliver mellem os. – (afsides) Ha, endelig er jeg da fri!
JULIANE
Men, Moder, hvad er der i Gjære?
FRUEN
Stille Barn! – Fat Dig; det er muligt at her ikke bliver nogen Forlovelse af idag. –
JULIANE
Ingen Forlovelse? Men Gudbevares! hvad skal det sige?
Paulsen maa have røbet sig, det er klart – – (til Fruen) Men hvad komme Papirerne den Sag ved.
FRUEN
Ei, – Papirerne komme jo ikke Sagen ved; det er Familieaffærer – gamle Documenter –
De Forrige. Paulsen (kommer fra Baggrunden).
PAULSEN
Naa, endelig træffer jeg ham da!
HIS: 474
PAULSEN
Hør Birk! To Ord under fire Øine! Jeg har gjennemskuet Dig – jeg veed hvem Du elsker, – Din Hemmelighed –
BIRK
Menneske! hvoraf veed Du – (afsides) Jørgen havde altsaa Ret –
BIRK
Afstaa? hvad mener Du?
BIRK
Har Du?
PAULSEN
Ja, det veed Gud jeg har! Jeg har traadt hende paa Foden, det har ikke Du; – jeg har været ulykkelig i lange Aar for den Sags Skyld, det har Du heller ikke!
BIRK
Men jeg begriber ikke et Ord! Hvem taler Du da om?
BIRK
Og det er hende, som –?
HIS: 475
PAULSEN
Ja vel, ja vel.
BIRK
til Jørgen
Men Du sagde jo at det var Anna!
JØRGEN
forvirret
Ja ja – jeg sagde – – for jeg troede – jeg havde ingen Idee om –
BIRK
med hævet Stemme
Paulsen! Du tager Feil; jeg er ikke forlovet med Jomfru Juliane. –
FRUEN
Ti stille!
PAULSEN
Ikke – ikke forlovet! Hvad skal det sige?
PAULSEN
til Jørgen
Men, Gud bevare mig! Du fortalte jo –
JØRGEN
Ja jeg vidste tilforladelig ikke – eller rettere sagt – det var – ha ha ha – det var igrunden mit Spøg, – bare for at sætte lidt Skræk i Dig.
PAULSEN
Naa, Tak skal Du have! (gaaer hen til Juliane) – Juliane! altsaa er jeg dog Din eneste Kjærlighed ligesom jeg var Din første!
FRUEN
Men, Herr Paulsen, hvorledes skal jeg forstaae dette?
JØRGEN
gjør Miner til ham
Ja Du glemmer nok Erklæringen!
PAULSEN
Nei vist ikke; den er allerede gjort – igaaraftes paa Sancthanshougen. –
JULIANE
forvirret
Ja, nei – det vil da sige – ikke saa ligefrem – (til Birk) De maa ikke troe –
BIRK
sagte til Jørgen
Aha, hænger det saaledes sammen? Allerede igaar vare Juliane og Paulsen enige; nu saa begriber jeg nok hvorfor det skulde være Anna som –
JØRGEN
Tys, tys! jeg beer dig!
BIRK
Naa, vær Du kun rolig!
PAULSEN
Men hvor er altsaa denne gaadefulde Kjæreste, som Du forstaaer saa godt at forvare?
PAULSEN
Ja, for forlovet er Du jo – det tilstod Du! – Naa, hvor er hun? Herud med Sproget!
BIRK
Nu vel da, – her – her staaer hun.
(peger paa Anna)
ANNA
Gud, hvad skal det sige!
HIS: 478
JULIANE
afsides
Hvilken Selvopoffrelse!
BERG
Anna? er det hende –?
Ja netop! Forlovelsen har været hemmelig i Ordets egentligste Forstand; men Fru Berg, og Svigerinde Juliane og Svoger Jørgen og jeg, vi forstaae jo ogsaa at bevare Hemmeligheder; ikke sandt?
FRUEN
Ja, det haaber jeg.
BERG
Men, Anna, hvorfor har Du aldrig sagt mig –
ANNA
hviskende
Gud, Bedstefader! jeg veed jo selv Intet.
ANNA
Johannes! Du veed jo – (hurtigt)
det Du veed!
HIS: 479
PAULSEN
Men det er dog en behagelig Situation at være forlovet; det er ligesom om alle de gaadefulde Modsigelser i Tilværelsen opløste sig i en – en – lad mig kalde det en Duft, – da først forstaae vi hvorfor vi leve.
PAULSEN
FRUEN
Men hvorom Alting er, saa faa vi idag to Forlovelser at offentliggjøre istedetfor een. –
BIRK
med et Blik paa Anna
Nei, derfor kan vi takke de gamle Erindringer!
ANNA
kaster sig i hans Arme
Johannes!
BIRK
Anna!
HIS: 480
PAULSEN
smægtende til Juliane
Gamle Erindringer!
JULIANE
Julian!
De omfavne og kysse hinanden.
